Alene hjemme med Golllum forsøger jeg optimistisk at liiiige smutte ovenpå efter vasketøj, og liiiige ordne noget oprydning imens jeg er deroppe...I fri trav på første salen, stopper jeg pludseligt op ved nogle underlige klaske-lyde der forekommer mig bekendte...
Så går det op for blondinen at det er noget jeg skal tage mig af, og jeg smider alt hvad jeg har i hænderne... Jeg bliver mødt af bæstet der glad klasker mig i møde på trappen...
Tak skæbne, jeg anede ikke at hun kunne gå på trapper...Så nu står valget imellem at fixere hende eller sætte gitter for trappen...
Vi har selvfølgelig valgt det første, vi er trods alt ansvarlige forældre ;-)))
Ok, det var ikk sjovt...
Åh ja. Dét kender vi. Vi har en fæl fæl trappe op til Husbonds øvelokale. Ren galvaniseret stål med sådan nogle ruflede trin, men Lillebror ELSKER at kravle op og ned ad den. Der er bare noget magisk ved trapper, som tiltrækker de små. Måske er det fordi vi voksne bliver så sjove at se på, når de smutter op igen igen.
SvarSletÅh nej, det lyder farligt... Men måske er det det der tiltrækker dem???
SvarSletDet får i hvert tilfælde min puls op på maks... Men er der ikke også noget med at den skal det hver dag? :o)